Pyha det var en hård weekend, måske ikke så meget fysisk, men mentalt var det en ordentlig omgang. Jeg har jo set alle holdene i løbet af sæsonen og der har været mange gode øjeblikke. Det at det hele skal kulminere i en udtagelse som nogle forventer, andre håber på og endnu flere ikke forventer – ja det er i sig selv noget der kan få mig til at tænke meget over hvad det er der skal ske. At jeg tænker på det er ikke det samme som at det får indflydelse på resultatet, men jeg er nok bare sådan indrettet at jeg ikke kan lade være med at tænke over dette også.
Hvis jeg kigger på selve udtagelserne, så står jeg jo ikke alene. Både Lars, Christian og Merete skal jo være enige mig og omvendt. I år var det første gang jeg oplevede at skulle udtage både U19 og U23 til Sorø, hvilket jo er den normale procedure – det var sidste år at det var lidt anderledes, med U19 til Junior NM og U23 i Amsterdam.
Hvis jeg kigger på selve udtagelserne, så er der nogen som jeg mener vi ikke kan komme uden om, andre som jeg måske havde forventet mere af i løbet af sæsonen, men som alligevel samlet set gør det de skal, og så er der heldigvis også de som kommer som en glædelig overraskelse. Der vil dog altid være de hvor der skal vejes og vurderes en ekstra gang, og hvor det kan være svært at afgøre hvem der skal af sted og hvem ikke. Her er det svært når der ikke er en direkte sammenligning at gå ud fra. Her er det at erfaringen kommer ind i billedet for at kunne vurdere hvem der i sidste ende vil klare sig bedst – og erfaring er der heldigvis meget af i blandt os fire der stod for udtagelserne. Jeg håber så at vi er i stand til også at få kommunikeret dette.
Når jeg kigger på det samlede hold kan jeg se det er blevet et stort hold. U23 er større end sidste år, men der er også en del som har gjort det rigtig fint, og har udviklet sig. Nogle hurtigere end andre, men jeg mener ikke det kan være ret meget anderledes når man kigger på de enkelte både. Nogle kommer med erfaring i bagagen fra sidste år og andre er helt nye – et godt mix, og det er vigtigt at der er nogen som har en erfaring de kan dele med de nye og vi på den måde forbereder roerne på det der venter som senior på eliteplan.
Det sidste gør sig også gældende for juniorerne, hvor holdet måske er et af de største der endnu har været udtaget. Igen mener jeg ikke det kan være anderledes. Vi benytter os generelt af kriteriet der hedder en placering i den bedste 1/3 af feltet. Ja det gælder for de hold der kæmper på højeste niveau, og hvis målsætningen er medaljer så skal det også være selektionskriteriet. Der skal være plads til disse ambitioner, men noget der er lige så vigtigt er at roerne i juniorårene får bygget det fundament af erfaringer som de skal brug den dag de står på trappen til elitecenteret. Hvis man ser meget kynisk på det er det for forbundet i forhold til økonomi mindre vigtigt om der kommer medaljer på bordet i U19 og U23 sammenhænge. Det der er vigtigt er at roerne som senior kan hente medaljer til VM og OL – det er her vi måles og det betyder alt i forhold til den støtte vi får fra Team Danmark, en støtte der ligger på mellem 7-8 mill. kr. om året. Når vi bruger så mange penge på landsholdet mener jeg også det er vigtigt at vi giver de nye roer den fornødne ballast i junior og U23 årene. Derfor mener jeg det er vigtigt også at sende de hold af sted der måske ikke hører under kategorien bedste 1/3. Det er ikke ensbetydende med at alle kommer af sted og dermed kommer til VM for at blive sidst. Det mener jeg heller ikke bliver tilfældet. Det er rigtigt at man kan diskutere om VM er stedet de skal have erfaring, men fakta er at de skal have erfaringen. Er det så ensbetydende med at flere kommer videre i systemet? Det håber jeg, men jeg kan selvfølgelig ikke afvise at mange stopper, men det er jeg overbevist om sker både for dem som klarer sig godt og de som har det svært.
En ting er jeg dog overbevist om, og det er at vi har det helt rigtige hold igen i år
Ja jeg ved der er nogen som ikke kommer med, og de skal arbejde videre. Og ja det er ikke alle der kommer til VM som junior, andre oplever det først som U23 og nogle endda først som senior. Det der er vigtigt det er at man ikke opgiver og griber chancen den dag den opstår, og det gør den hvis man er villige til at arbejde med sig selv og udvikle sig hele tiden.
Endelig fik jeg kopieret nogle af billederne over – det tager tid når der er så mange at vælge i mellem. I aften kommer der ligeledes et indlæg fra NM hvor det jo blev til mange flotte resultater. Indlægget skrives af Christian, og kommer på forbundets hjemmeside, såfremt den ikke er nede 
Hold da op en regatta i København. Både roere og mange trænere har været hele registeret igennem og det samme gælder mig selv. Over to dage skulle der vurderes præstationer. Først og fremmest skulle både juniorer og seniorer udtages til NM, hvad der så ud til at blive ”a walk in the park” blev alt andet – og dog? Vi havde to dage Lars, KU og undertegnede, men det skulle blive noget vanskeliggjort af at lørdag ikke just var let at arbejde med.
Nej jeg nåede IKKE ud med fanen i fredags, til gengæld blev der lige lidt tid til at skrive på siden igen. Jeg har i påsken været rundt i landet og set på hvordan det ser ud med de forskellige roere og hold i kraftcentrene. Dette sammen med resultaterne fra i vinters giver en første indikation af hvordan niveauet er lige nu.
Så fik jeg sorteret de mange billeder fra Odense. Er i gang med at kigge på prognoserne og vender nok tilbage med lidt om indtrykket i Odense senere på ugen.
Denne gang gik det en lille smule hurtigere med at få samlet alle resultaterne. Som vanligt er der lidt færre indmeldinger i anden runde end i første, igen er der nogen som er skadede og en del nede med sygdom. I modsætning til sidste år, hvor jeg ikke helt havde overblikket over hvor mange der havde kørt første runde, er der langt flere som har kørt anden runde, omkring 80-90% er vi oppe på, hvor det sidste år kun var 50-60%.
Der er lagt billeder på fra weekendens junior projekt samling på Bagsværd Sø.