Så er udtagelserne til Baltic Cup overståede – ja det samme gælder for EM Kvalifikationen, som der så ikke var nogen af dette år.
Hvis vi tager EM først, så er det selvfølgelig trist at der ikke er nogen som kunne opfylde kravene. Men umiddelbart var niveauet på dagen ikke højt nok til at vi kunne udtage nogen. Man kan selvfølgelig altid sige at vejret gjorde udslaget, men selv når man medtager det så ved vi at niveauet er højt til EM. Når vi kigger på den øverste 1/3 er det faktisk på VM niveau, og så er vi langt fra. Argumentet imod dette er at vi tidligere har sagt at vi vil bruge EM som udvikling, specielt for de som ikke helt er på niveau med VM holdet (herunder U23) – og ja det er rigtigt. Det mener jeg også stadig vi har med i overvejelserne, men derfor forventer jeg stadig at der er et niveau der gør at man ikke nødvendigvis vil komme til at få en af de sidste pladser til EM, og det troede vi ville ske for de hold der var med på Bagsværd. Men med et års arbejde mere vil der være nye chancer til næste år.
Hvad angår Baltic Cup, så var feltet også her lille. Heldigvis var der i nogle af klasserne konkurrerende både, og det mener jeg er meget vigtigt. Vi er glade for at sende så stort et hold af sted til Baltic som muligt, da det er med til at give de yngste af de ”professionelle” roere mulighed for at snuse til international konkurrence, og dermed give dem motivation til at forfølge deres ambitioner i årene frem. Jeg håber bare at der i fremtiden vil komme endnu flere unge roere så vi kan få endnu mere konkurrence.
I sidste uge skete det så – talent2016 gik i luften i Århus. Tre skoler er besøgt og yderligere 5 er der indtil videre lavet aftaler med i den kommende tid. Jeg deltager slev i testene, der styres af vores talent2016koordinator Mette, og de er hårdt arbejde. Jeg synes dog allerede nu at niveauet er højt, specielt på de besøgte ungdomsuddannelser. Hvis man vil følge med i hvad der sker, kan man løbende se opdateringer på www.talent2016.dk, hvor der både er nyheder, kalender over testene samt resultater efterhånden som de tikker ind.
