Udfordringer, skuffelse, glæde og konsekvens i København

By rulh

balanceHold da op en regatta i København. Både roere og mange trænere har været hele registeret igennem og det samme gælder mig selv. Over to dage skulle der vurderes præstationer. Først og fremmest skulle både juniorer og seniorer udtages til NM, hvad der så ud til at blive ”a walk in the park” blev alt andet – og dog?  Vi havde to dage Lars, KU og undertegnede, men det skulle blive noget vanskeliggjort af at lørdag ikke just var let at arbejde med.

Allerede fredag aften blev både roere og trænere udfordret af voldsomme hagl og regnbyger og således godt klamme og våde begyndte lørdagens modvind, hvor der også ind i mellem var banefordele – noget som små piger og lette kvinder nok ikke syntes var særligt sjovt, og det gjorde det også meget vanskeligt at sammenligne prognoser på tværs af løbene. Og sidstnævnte gjorde det også vanskeligt at vurdere holdene i forhold til de kommende udtagelser til U23VM og Junior VM. Vi måtte bare håbe på bedre vejr søndag. Nogen skinnede dog igennem, og det var ikke kun solen, nemlig den nyetablerede guldfirer, der med en prognose på 84% var næsten 4% hurtigere end den nærmeste båd – flot! Generelt var billedet dog at dem der klarede sig flot i Odense også var med i toppen her.

Søndag blev det heldigvis et fantastisk godt rovejr, og nu var der lagt op til flot roning, der kunne hjælpe bedømmelsen lidt på vej. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke fået fat i alle tider fra søndag, så jeg har endnu ikke haft mulighed for at se prognoserne på tværs, men jeg glæder mig til at regne videre på dem i de næste par dage. På mange måder hjalp vejret med udtagelserne til NM søndag, medens andre ting gjorde det noget besværligere – ja for pokker nogen gange er det bare så surt at skulle vælge nogle frem for andre, men jeg tror at det gælder om at huske på hvad det endelige mål er og de kriterier der er stillet op for at nå dertil – så bliver det lettere. Netop det med synlighed omkring kvalifikation, udtagelse og i det hele taget have styr på udviklingsprocessen i forhold til vores juniorer og U23 roere er noget som vi/jeg skal være bedre til. Det er derfor at jeg lige nu arbejder med et oplæg til måden at gøre dette på i fremtiden – men som tidligere nævnt mere om dette senere. Men for pokker hvor ville jeg gerne have haft klart allerede til i år:-) Jeg ved godt det ikke kommer til at løse alle problemer, men noget bliver lettere og vores roere og trænere skulle meget gerne få et bedre overblik over hvilke muligheder de har og hvad der forventes af både dem og mig.

Kvalifikationen til NM var denne gang både senior og junior i modsætning til sidste år hvor det kun var junior. Hvis jeg kigger på seniorerne, blev det lige pludselig en svær opgave i og med at hele DRC landsholdet ikke deltog. Årsagen var primært, at der ligger en række World Cups lige omkring NM og for at få den optimale konkurrence er man nødt til at tage med til disse. Det betyder mange rejsedage og manglende muligheder for træning, hvis man også skulle tage til NM. Håbet havde været at det muligvis kunne have ladet sig gøre, men det går ikke. I stedet er der plads til en del U23’er og den hjemlige elite. U23’erne har et godt niveau, men der er ikke så mange af dem så der blev plads til en række af den hjemlige elite. Desværre må jeg sige at der ikke var så mange der netop stillede op i de klasser hvor der kunne udtages, så det blev forholdsvist let at udtage disse roere. Jeg havde måske håbet på at flere ville have stillet til start dersom det netop i år var muligt at kvalificere sig til NM – som ligger i Stockholm om små 14 dage.

Men tilbage til alle juniorerne. På mange måder var der de som bare gjorde det nemt, såsom Emil fra Hadsund i JM1x, KCO JM4x- (Anders/Oliver/Simon/Mathias) og de helt fabelagtige JM2x Chris og Peter. Ja de var alle rigtig godt roende og suveræne. Men så begyndte det også at blive svært. I JM2- havde vi ikke nogen umiddelbart, men Nikolaj fra Sorø var der stadig et eller andet sted, og han gjorde det godt sidste år sammen med Jonas (de vandt NM), sidstnævnte er dog i år er rykket op som senior. Heldigvis havde Gert en lille overraskelse i ærmet og Gustav og Nikolaj tager den plads. I JW1x var det Maja fra KCÆ der fik buddet og hun kæmpede sig bravt til en plads om lørdagen. Tilbage var JM8+, JW4x og JW2x udtagelserne.

Jeg vil ikke her komme ind på alle vinklerne omkring de to junior projekter, men bare sige at den tager jeg senere – fokus er NM og det var også det som gjorde det lidt lettere og udtage i går, omend det måske kunne opfattes som vævende, flydende, inkonsekvent og ikke tilstrækkeligt struktureret. Jeg vil sige at jeg i går på nogle tidspunkter havde svært ved at se om det nu også var det rigtige at gøre, men som det altid er tilfældet med mig så har en god nats søvn en ufattelig positiv virkning. Kl. 5.30 her til morgen stod det hele lysende klart – og vi gjorde det helt rigtige også i forhold til vores tidligere udmeldinger – YES!

I JM8+ blev det de to JM4- fra henholdsvis KCB (Frederic/Frederik/Oscar/casper) og KCMV (Thorbjørn/Matthias/Emil/Jacob) der blev opfordret til at ro sammen søndag, og jeg synes de gjorde det rigtig flot. De satte sig ned i båden og det så ikke så ringe ud som de siger i Vestjylland, og afstanden til den Sorø HERRE 8+ der vandt, og som indeholdt både tidligere og fremtidige VM/U23VM deltagere, den afstand var ikke stor – jeg tror de kan gøre det godt til NM:-)

I JW2x var der heller ikke så meget diskussion. Mejse og Michaela fra KCO var både hurtigst i Odense begge dage samt lørdag i København. At de med nød og næppe blev slået søndag af en båd der ikke tidligere var stillet op – tja det er jo svært at vurdere, da den båd netop ikke tidligere har været til start, og derfor er der ingen tvivl om at de er de rigtige piger der her blev udtaget. At Lise og Emma gjorde det flot ved at vinde løbet søndag skal der ikke herske nogen tvivl om. De to piger, som endnu kun er Junior B roere, kommer vi til at se mere til i fremtiden og det glæder jeg mig rigtig meget til:-)

I JW4x- blev det KCMV (Anna/Charlotte) JW2x og KCÆ (Anne/Sara) JW2x der blev udtaget. Grunden var også ret enkel. Bagsværds JW2x havde meget tydeligt meldt ud at de ikke ønskede at blive en del af en JW4x- og derfor var de ikke i spil til hverken NM eller et samlet JW4x- projekt mod Junior VM. Igen synes jeg de to piger (Sofie/Cecilie) også gør det rigtig flot og jeg håber de vil forsætte den gode udvikling og måske i fremtiden kunne indgå i større kombinationer. Hvorfor var Lise og Emma så ikke i spil til JW4x-?  Her er det at kommunikation er svært og man skal passe på med ikke at være alt for indforstået, og der skal jeg være bedre til tydeligt at forklare hvad vi tidligere har besluttet. Beslutning var og er at JW4x- til NM ville blive sat ud fra de stærkeste JW, som er i spil til JW4x- med henblik på udtagelse til Junior VM. Det blev meddelt på mødet lørdag, hvor vi sagde at første 2x i mål (samlet set) ville blive udtaget i JW2x og de næste to 2x til JW4x – her underforstået at de selvfølgelig var i spil til Junior VM. Det sidste skulle have været tydeligere og er måske det som gav en række frustrationer – det er jeg ked af. Men jeg kan mærke at beslutningen var og er den rigtige, og jeg håber vi får en god indikation af niveauet for projektet omkring JW4x- med bådene i konkurrencen til NM.

Noget af det som jeg synes gør det hele lidt lettere er at der rundt omkring i kraftcentrene er en række trænere der tænker meget over det her med at udvikle roere, og det er ordet udvikle der i denne sammenhæng er vigtig. Det betyder at vi ikke skal presse dem ud til f.eks. repræsentative opgaver som junior VM før de har en vis alder. Selvfølgelig skal de have udfordringer, og når tiden er inde skal de forsøge at være med blandt de bedste juniorer i verden. Det som der dog er vigtigt for dansk roning set i et resultatperspektiv, det er hvad vi leverer varen til VM og ikke mindst OL. Det er her vi bliver målt, og det som er vigtigt er at vores roere har haft den rigtige udvikling der betyder at flest mulige med det rigtige potentiale bliver ved med at ro også når de rykker op i seniorklasserne. Lige netop denne udfordring kan jeg mærke at mange trænere tager meget alvorligt og det gør det bare lettere for mig som ungdomslandstræner:-)

Læg en kommentar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.