Nej jeg nåede IKKE ud med fanen i fredags, til gengæld blev der lige lidt tid til at skrive på siden igen. Jeg har i påsken været rundt i landet og set på hvordan det ser ud med de forskellige roere og hold i kraftcentrene. Dette sammen med resultaterne fra i vinters giver en første indikation af hvordan niveauet er lige nu.
I Odense var det første prøve på vandet, godt nok 6km og ikke lige ud, så det kan godt variere en del fra det som vi kommer til at se til Copenhagen Regatta sidst i denne måned, men der er to dage til at vise sit værd. Lørdag var helt tåbelig – ja for pokker en vind. Her gjaldt det om at lægge sig rigtigt på banen og have styr på teknikken – det havde nogle så mere end andre. Søndag var lige modsat og nogle af holdene klarede sig væsentligt bedre denne dag, men de fleste lå placeringsmæssigt på samme niveau som lørdag, og det tolker jeg derhen at det ikke var teknikken der gjorde forskellen – måske navigationen Hos juniorerne var der dog nogen som skilte sig ud, nemlig Peder og Chris – ja det var flot også selvom det var på hjemmebane
I forhold til projekterne (junior drenge 8+ og pige 4x-) var der en del aha oplevelser, og det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå i København. Planen er at jeg i København samles med trænerne hvor vi finder ud af hvem der kommer til at indgå i projekterne omkring JM8+ og JW4x-, der skal forsøge at ro en udtagelse til Junior VM i hus i Sorø.
I U23 er der en del gengangere fra sidste år og det er endnu for tidligt at sige hvad niveauet for denne sæson bliver. En del er jo kommet ind omkring DRC, men der er stadig mange tilbage her, både nye og gamle. Det er bare dejligt at se at der er mange, specielt i herreletvægt. Kvinder i samme klasse er der lidt færre af. Her har der heller ikke tidligere været så mange muligheder til U23 VM, men det er der kommet i år, LW4x- er nemlig blevet en klasse til U23 VM. Efter København kigger vi lidt på om der kunne være potentiale i at sætte sådan en båd med henblik på udtagelse til U23 VM – jeg tror dette er en rigtig god mulighed for kvinderne, og en rigtig god udviklingsbåd for fremtiden.
Lige nu arbejder jeg også lidt på et oplæg til hvordan vi kunne være mere fremadrettede med projekter som JM8+ og LW4x- i fremtiden. Umiddelbart er der ikke ret meget der er helligt, alle sten bliver vendt og testet. Planen er at der i løbet af 1-2 måneder ligger et oplæg klar, sådan at alle ved hvad der venter i de kommende sæsoner – ja nu har jeg løftet lidt på låget, men mere får i ikke i denne omgang!
I Odense var der jo KU info møde, og her var et af de store temaer de længere distancer for junior C roerne på vandet. Alle var enige om at dette var uheldigt, specielt set i lyset af det arbejde der lige nu pågår omkring ATK’en. Efterfølgende har KU og undertegnede vedtaget at vi vil opfordre alle regattaer til at ændre dette tilbage, og så finder vi i fællesskab ud af hvordan vi gerne vil have det i fremtiden, hvs der skal ændres noget. Det betyder så at Copenhagen Regatta har ændret distancerne tilbage igen. Alle junior C løbene bliver derfor de kendte 500m.
Det var alt for nu – vi cs om ikke før så i København!