Det har været en lang omgang med det her ITA (Idrættens Træner Akademi). Sådan ca. 2 år har det taget, og i torsdags var så den sidste eksamen hvor jeg skulle forsvare min hovedopgave. Jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af hvordan det stod til, så det kunne gå begge veje.
Jeg mødte op en god halv time før eksamen og kunne godt mærke adrenalinen begynde at gøre sit arbejde. Det blev ikke bedre da jeg så en af de andre (en af de fire fra marine femkamp der også skulle op den dag) stå og brillere meget sikkert med et flot powerpoint show (sådan så det ud udefra). Det slog mig at jeg bare havde kradset nogle få kommentarer på et stykke papir, for ligesom at have noget at holde mig til under de 10 minutter jeg havde til et lille indlæg i starte. Hvad gør jeg så – tja sætter mig ned og laver en pp præsentation 
Ja det er utroligt hvad man kan nå på 10 minutter og der stod ikke andet end det jeg allerede havde skrevet ned på mine lapper, men det gav ro i sindet. Da jeg så kommer ind ser jeg hurtigt at der i dette lokale ikke er nogen projektor (der blev holdt eksamen i to forskellige lokaler) så er det tilbage til mine lapper – hmm sådan kan det også gå.
Det der undrede mig undervejs var at der ikke rigtig blev stillet spørgsmål til selve opgaven, men en hel masse spørgsmål til ting jeg ikke havde overvejet – ting der gik ud over opgaven – det undrede mig godt nok. Heldigvis kunne jeg svare på det hele og øjensynligt til alles tilfredshed, da jeg i sidste ende stod med et 12 tal, og et stort et af slagsen som de sagde 
for pokker hvor var det dejligt. Både censor og eksaminator havde rent faktisk skrevet dele af de bog jeg tog udgangsounkt i, så det var enten eller – pyha det var ikke spændende da det gik op for mig
Opgaven hed for øvrigt “Læringsniveauer i talentudviklingsmiljø i roning”. Den tog udgangspunkt i observationer og samtaler i et dansk talentudviklingsmiljø, hvor jeg prøvede at koble dette til teorier omkring læring, som de er beskrevet i bogen “Inspiration til talentudvikling”. Heri bliver også beskrevet en multidimensionel model af et talent, der blev anvendt til strukturering af opgaven. Grundlæggende går det ud på at identificere de læringsniveauer der er i et dansk talentudviklingsmiljø og sammenligne disse med de krav som DRC stiller til nye roere der kommer ind på centeret.
Grunden til at jeg valgte denne opgave var at jeg undrede mig over hvorfor nogle talentudviklingsmiljøer fungerede godt og andre mindre. Hvad er det som får de gode til at vedblive med at være gode? Det var indgangen, og det er tanken at opgaven danner basis for min egen beskrivelse i ATK som vi jo også lige har startet op i forbundet – men det er en længere historie som jeg må tage en anden gang.
Det var dejligt, specielt da jeg to dage senere havde næsten 40 junior A roere til samling her i Århus, og som alle ved så har mænd mgete svært ved at multitaske!
