Siden sidst er der jo sket en del ting, vi havde Baltic Cup udtagelse og EM kvalifikation på Bagsværd Sø i forbindelse med skolekaproningen, og hvem husker ikke den lørdag med regn fra morgen til aften – det er rigtig længe siden at jeg kan huske dette har regnet så meget i så lang tid.
Jeg håber alle oplevede at selve proceduren for udtagelse fungerede, og der ikke var nogle graverende svipsere. Hvis nogen har oplevet det, er der vigtigt at de fortæller det, så vi kan blive bedre til det næste gang. Jeg kan fortælle at det var godt at vi havde posteret en person med videokamera ved starten, da tidtagningen netop missede en start på et af løbene. Men da vi havde optagelserne og jeg havde mit eget stopur i mål, kunne vi synkronisere dem efterfølgende og finde den nøjagtige tid for alle bådene i det løb – pyha ja nogle gange er det med seler og livrem smart
Tanken med EM har været at give U23 en chance mere til at forlænge sæsonen. Det betyder ikke at vi bare sender alle af sted, der skal ligesom også være et niveau vi kan stå inde for. Det betyder at vi ikke ønsker at se holdene ligge og være agterlanterner, hvis det sker – hvad jeg ikke tror – skal vi være skarpere med hvem vi sender af sted en anden gang. Ja det betyder at der hviler et vist pres på holdene, men sådan skal det også være! Jeg har forventninger til hvert eneste vi har udtaget og tror og håber på at de vil klare sig godt.
I Baltic Cup løbene var det lidt lettere at udtage holdene. Her var kriteriet ikke en bestemt prognosetid, men i højere grad en vurdering af præstationen i båden og hvordan holdet og båden tog sig ud. Det er selvfølgelig sjovest når flere både kæmper om at komme af sted, og det var heldigvis tilfældet i nogle af klasserne. Jeg ved godt at det betyder at andre roere ikke kommer af sted, også selv om de bliver slået med ganske få sekunder. Kunne de være kommet af sted i en anden bådklasse? Det er muligt, på den anden side mener jeg det er vigtigt at vi har konkurrence om pladserne. Det er et dilemma og det bliver nok svært at komme uden om, med mindre vi får rigtig mange flere ungdomsroere i gang, hvorved der vil være hold der stiller op i alle klasserne og meget gerne fuld bane i alle løbene – se det kunne jo være et mål for fremtiden!
Når vi taler om fremtiden her efter OL og de flotte resultater som alle holdene til OL leverede ikke mindst LM2x og LM4- så er spørgsmålet, kan det hjælpe os med at komme videre, få flere ungdomsroere i klubberne? Jeg er faktisk i tvivl. Jeg læste forleden om en undersøgelse der sagde, at det ikke var tilstedeværelsen af store profiler i en sport der afgjorde om de unge begyndte at dyrke den, men i højere grad det miljø og fællesskab der var i klubben. Hvis det er rigtigt betyder det at vi ikke kan hvile på laurbærene og tro at de flotte præstationer alle vores profiler har leveret til OL giver en stor tilstrømning i klubberne. Jeg er sikker på at klubberne rundt omkring i landet skal være meget aktive i processen lige nu og gøre sig synlig i lokalområdet og skolerne for a overhovedet at blive bemærket og trække flere medlemmer til. Endnu mere er jeg sikker på at de unge skal opleve et fungerende træningsmiljø og en opbakning i klubben, hvis de skal blive hængende fremover. Specielt det sidste er en udfordring og den skal vi gribe, også i den lille klub som måske ikke har en tradition for kaproning. Og ja det er besværligt og tager tid, koster penge, men hvor ville vi være i dag, hvis ikke der var nogen der for 10, 20 og 30 år siden havde gjort det samme?

