Archive for maj 2008

5 down 3 to go

23. maj, 2008

Det er ved at blive en form for tradition at skrive på færgen, denne gang får jeg rigtig god tid da jeg også har en trailer med og tog den langsomme – gaab 2 timer 40 min, men hvad om jeg arbejder her eller andre steder er lidt underordnet. Her er ingen businessfolk, men truckere, pensionister og hundeelskere – det er lidt som at opleve en tidslomme – den stressede hverdag er parkeret på vogndækket dybt dybt nede :-)

Som nogen måske kan udlede af overskriften er jeg nu nået igennem 5 af de 8 kraftcentre på besøgsrunden. Det spidser lidt til med at nå de sidste her i de kommende uger. Der er ikke flere weekender at vælge i mellem, da regattaerne og dermed udtagelserne falder som perler på en snor.

Jeg mener dog det er vigtigt at komme rundt og få talt med trænere, ledere og set på roerne. For det første giver det mig en god fornemmelse for hvad der er de enkeltes karakteristika, herunder de forhold de har i det pågældende KC. Samtidig får jeg en række rigtig gode input, som skal bruges til at planlægge sæson 2009 og alle de forhåbentlig spændende nye projekter det afstedkommer. Netop det at kraftcentrene er så forskellige betyder også at de tit har vidt forskellige ideer og forventninger til hvad der skal ske fremover samt det samarbejde der skal være mellem undertegnede og dem, samt KC imellem. Jeg kan godt se at det bliver en udfordring at få disse ender til at nå sammen, men mon ikke det lykkes :-) Jeg har nu været i Bagsværd, Hadsund, Ægir, Århus og Guldborgsund.

Men som sagt skulle jeg gerne i den kommende tid nå både København, Odense og Midtvest, om det bliver med tur på vandet for at få set roerne er lidt uvist, da det som tidligere nævnt ikke ligefrem vrimler med tomme weekender, og nogle af centrene kun har alle roere tilgængelige i weekenderne. På den anden side får jeg jo set de fleste af roerne til regattaerne ;-)

For tiden arbejder jeg også på en lille specifikation af hvordan et system til online indmelding af testugeresultater kunne se ud. Jeg har talt lidt med Kurt i Odense om at vi skal have det implementeret her i løbet af sommeren/efteråret, så det kan være på plads til ugetesten i efteråret. I samme ombæring bliver der sandsynligvis lavet lidt om på udseendet og indholdet, hvilket gerne skulle gøre testen endnu mere brugbar. Dette skulle gerne hjælpe kraftcentrene til en hurtigere og simplere indmelding af resultaterne. Det helt store løft skulle dog gerne være for mig så jeg ikke skal sidde og indtaste alle tal manuelt endnu engang. Det skulle derfor gerne betyde en hurtigere og måske ligefrem bedre ;-) tilbagemelding til kraftcentrene, trænere og i sidste ende roerne – og det er jo det vigtigste. Nu ved jeg jo lidt om SW, så udtalelsen med at det bliver hurtigere og bedre end tidligere, er ikke noget der kommer af sig selv. Jeg har dog allieret mig med Søren som jo kender lidt til emnet, så mon ikke der kommer noget godt ud af det?

Ellers går tiden med planlægning af NM, U23 og Junior VM, heldigvis er både Lars og Merete med til det, ellers kunne det nok komme til at blive lidt for spændende.

På siden her vil den opmærksomme læser have opdaget to små punkter øverst til højre. Planen er at den status der løbende kommer i forskellige projekter jeg er involveret i bliver skrevet ind på de pågældende sider. På den måde kan alle interesserede følge med i hvad der sker. Nu lyder status mere som noget tilbageskuende, hvilket også kan være meget godt. Ideen er dog at der også skal være plads til mere fremadrettede tiltag, såsom det planlægningsmøde vi gerne vil afholde i Sorø for at kigge på KC sæson 2009 – til det er der også oprettet et punkt. Tanken er at alle på den side kan komme med kommentarer og ideer til hvilke projekter der kunne være spændende at have med i 2009, gerne med uddybende kommentarer – HUSK afsender! Se det som en idebank vi kan benytte som inspiration i kraftcentrene når vi i Sorø og Holstebro prøver at finde ud af hvordan KC sæson 2009 skal se ud.

Noget af de vi også diskuterer når jeg er på kraftcenterbesøg er ATK (Aldersrelateret Trænings Koncept). Planen er at vi skal beskrive hvordan dette kunne se ud når vi tænker det helt specifikt for roning ”Aldersrelateret Træning i Roning” ATRO. Med de vinde de blæser fra Teamdanmark er det noget vi skal have beskrevet i det næste års tid, og derefter få implementeret. Ideen er at beskrive hvordan vi optimalt træner uroer før under og efter puberteten med henblik på at udvikle talenter på den bedst mulige måde inden for roning. Vi skal ikke nødvendigvis finde på nyt, men i højere grad indsamle og ordne den viden vi allerede har rundt omkring i klubberne og kraftcentrene. På den måde bliver vi endnu bedre til at tage den fremtidige udfordring på talentudviklingsområdet op.

Jeg er også blevet lidt blandet ind i uddannelsesområdet. Vi er begyndt at udstikke retningslinier for den forbundsspecifikke del af Diplomtræner og ITA uddannelsen. Den sidste er selvfølgelig ret aktuel for mig, da det er den del jeg arbejder på at få færdiggjort senere i år, sammen med min hovedopgave og ét antal eksaminer. Den første er dog mere interessant helt generelt, da der jo til KC konceptet er knyttet et krav om træneruddannelse (Diplomtræneren). Vi i DFfR har dog ikke rigtig haft et klart bud på hvad denne rorelaterede del skulle indeholde. Heldigvis har vi en energisk ny formand for uddannelsesudvalget, og med den energi hun ligger for dagen tror jeg vi har en strategi samt udannelsesforløb klar senere på året, måske først lige i begyndelsen af det nye år.

Hvis jeg lige skal kigge lidt fremad, så sker der jo også noget spændende. I den kommende weekend skal jeg være med til at foretage mine første udtagelser i forbindelse med Copenhagen Regatta. Det gælder udtagelserne til Junior Nordiske i Hjelmsø. Det der er i den sammenhæng er vigtigt at huske på, er at for hvert hold der kommer af sted, vil der være endnu flere der ikke kommer det. Netop dem gælder det om at holde fast i, for selv om man ikke kommer til Junior Nordiske i år, er det måske netop de roere der om 8-12 år repræsenterer Danmark ved VM og OL. Så bliv ved med at træne, og når chancen byder sig – slå til!

Det sidste jeg lige vil vende er også noget nyt her på siden – nemlig billederne. Som enhver anden side er man jo nærmest nødt til at sådan nogle med. Jeg godt lide at tage billeder ind i mellem, der er måske ikke så god til det, men jeg håber (når jeg husker at tage kameraet med) at kunne lægge nogle ind fra de steder hvor jeg dukker op. Lad os se om jeg når at få nogle med fra Copenhagen Regattaen – det er dog svært både at skulle fokusere på hvad roerne laver (bedømme dette) og samtidigt skulle tage nogle gode billeder.

Alle gode gange tre

13. maj, 2008

Hmm så gik der næsten 14 dage, og endnu engang sider jeg på færgen – hvad skal man ellers bruge sådan en tur til, ok denne gang er det noget anderledes da det er søndag aften og færgen er fyldt med skrigende børn, dyr og hvad dertil hørere :-) (råbende Brøndby tilhængere :-( der fejrer 1-1 mod AGF hmmmm for pokker hvor de larmer) noget andet ed de normale business folk, med en i hver bil der normalt befolker færgen en tidlig morgen.

Siden sidst er der sket meget – men først et tillykke med dagens gode resultat i München hvor Morten og Kasper satte de regerende verdensmestre i LM2- til vægs og tog guldet ved den første World Cup. Jeg kan forstå at det var noget trælst vand med banefordele, hvilket jeg godt kan huske fra VM i 2007, hvor det nogle dage også gjorde sig gældende – specielt en kan jeg huske var lidt træt af det :-(

Men tilbage til hvad der er sket siden sidst. For lige knap 1½ uge siden var Lars og undertegnede til et seminar afholdt af Team Danmark, hvor ideen var at landets eliteidrætskommuner og specialforbund skulle lære hinanden lidt bedre at kende, og blandt andet diskutere emnet talentudvikling. Det var faktisk ret spændende at høre hvordan både forskellige kommuner og specialforbund havde ideer til hvordan dette arbejde kunne fungere. Det spændende var bl.a. at høre om de ideer og forventninger der var fra begge sider til samarbejdet i de enkelte kommuner, og hvordan man måske kunne opnå synergi ved at netop i kommunerne at arbejde på tværs af specialforbundene – f.eks. i forbindelse med eliteidrætsklasserne.

Noget af de vi tog med os var ideen om at komme tættere på de kommunale myndigheder og få dem integreret i samarbejdet omkring vores kraftcentre. Ved f.eks. at invitere dem til at deltage i kraftcentermøderne kunne vi opnå at blive mere synlige i kommunal/regionalt regi, dele ideer og finde på nye områder hvorpå vi kunne hjælpe hinanden. Det er noget som vi vil forsøge at implementere i de fremtidige kraftcentermøder.

I de næste par uger regner jeg med at kunne komme rundt til alle landets kraftcentre og få afholdt møde med dem. I mandags var jeg derfor i Nykøbing Falster til møde med Kraftcenter Guldborgsund. Det var mit første besøg i Nykøbing Falster og dermed også i Nykøbing Roklub. Jeg fik kigget lidt på roerne (ja ikke roerne, selv om det nok dem de er mest kendte for dernede :-) de er jo knap nok spiret endnu), og fik kigget på faciliteterne. Kraftcenter Guldborgsund har faktisk nogle ganske udmærkede faciliteter og har ligeledes en fremragende aftale med det nærliggende motionscenter, hvor de kan komme hele vinteren og træne på meget favorable vilkår på godt jysk ;-) . Der er selvfølgelig også ting der kan blive bedre, men dem findes der alle steder, og det virker som om der er masser af gode ideer til fremtidige projekter.

Jeg har også holdt møde med mit gamle kraftcenter her i Århus – RCA. Her er det Morten som er administrator, og vi fik talt lidt om hvad der er sket og hvilke tiltag jeg ser komme fremover samme dagsorden som i KC Guldborgsund, som for øvrigt ser ud som nedenstående:

Gennemgang af ugetests fra uge 9
Hvilke roere og projekter arbejdes der med
Søgning af pladser i idrætsklasser
Forventninger til fremtidige kraftcenterbesøg
ATK – Alders Relateret Træning
Ideer til ”Kick Off møde 2009” i Sorø
Evt.

En del punkter, men som jeg ser det mange spændende og forhåbentlig fremadrettede emner.

I morgen er det KC Bagsværd som står for skud. Ud over selve kraftcenterbesøget skal jeg kigge på U19 8+ drengene. De er lige nu stadig 14 og der bliver derfor seks som vi skal tage afsked med til lige netop dette projekt. Det er selvfølgelig ikke sjovt at skulle skuffe nogen, men vi prøver efterfølgende, i samarbejde med de involverede klubber og trænere at finde nogle andre kombinationer og muligheder for dem som ikke kom med på otteren. Om otteren så i sidste ende kan kvalificere sig til JVM er en helt anden snak – jeg håber selvfølgelig de kan vise det fornødne niveau, så de kan komme afsted til U19 VM.

Det samme håber jeg på for pigerne, hvor vi også har forsøgt at finde alternative projekter og mål for de som ikke kom videre på projektet. Her er projektet nu en 4-, og jeg håber selvfølgelig også at de kan vise det fornødne niveau og komme til VM.

Ellers skulle kalenderen her på siden igen virke, så alle kan følge lidt med i hvor jeg er for tiden. Det var en lille ændring i den HTML kode, som ”Google Calendar” stiller til rådighed, som det filter parseren på feed43 ikke forstod, og dermed ikke gav widget på wordpress noget fornuftigt – dejligt engang i mellem at nørde lidt til husbehov, jeg er jo trods alt en gammel SW nørd et eller andet sted helt dernede på bunden – selvom jeg prøver at lægge det bag mig ;-)